Frigide Frans og motorsagkyndig Ib:

Anede ikke der var noget, der hed limericks før Ibyen annoncerede en konkurrence for bedste, sjofle limericks fra dit hood. Skrev straks to. Kan konstatere på vinderne af konkurrencen, at jeg sagtens ku´ ha´ skruet op for saftigheden. Me? Hvem skulle have troet det? Anyway. Nu publicerer jeg dem selv 

På Frederiksberg frigide Frans
lod nu hånt om sin dunkende krans
og solgte sin forhud
for en femmer til Gud
og endelig var han Frans som trans

Motorsagkyndig Ib fra Vejle
Var mest optaget af at bejle
Og hvis fjamsen var trang
Blev det privat gearstang
Og sporene? De var fra snegle

Citat Eric Fromm: "Der er næppe noget foretagende, der indledes med så vældige håb og forventninger som kærligheden, og som så regelmæssigt mislykkes."

Nej. Eller jo. Børn og deres tombolaer! Som det svier i mit hjerte hver eneste gang, jeg kører forbi de små mennesker, der med KR-tegn i øjnene, håbefuldt spejder efter kunder til deres øde "butikker". Har besluttet, at jeg fremover og forever vil stoppe op og købe en udbrændt Hello Kitty cykellygte eller et papkrus med et lille skvæt overfortyndet FUN saftevand. Stikke dem en femmer og lidt håb for fremtiden og alle projekterne, der venter dem forude ...

Man kan blive voksen på mange måder. Jeg er blevet voksen over en nat og en dag af at søge lån til overtagelse af ny bolig og sige pantebrev og hovedstol og tinglysning uden stadig at have begreb om, hvad det betyder og samtidig været nær indlæggelse grundet Danske Bank. Men nu; flytter vi snart. Lige over i den anden opgang, men tæt, tæt på himlen og nærmere Gud … (?) Ahhh ...

Give me some 'fuck up', jeg kan bruge til noget ...

I 21 SØNDAG i går aftes: 

Kim Bildsøe annoncerer et indslag om stress, et indslag om en mand der efter eget udsagn ”har fucket sit liv op”. Min interesse er vakt ... Vigtigt. Vedkommende. Hvem kan ikke komme til at fucke sit liv op? Kom med det. Del det med os. Lad os spejle os og lære af hinandens fuck ups. 

Og så kom indslaget; med stressramte, corporate mangemillionær, der altså ”har fucket sit liv op” med alt for meget arbejde, alt for mange årlige rejsedage og nu; efter tre dage på et kloster og en pacemaker, finder roen på en badebro (sin egen private?). Et tidligere mål og jagt på anerkendelse synes nu at være blevet afløst af et nyt mål: jagten på at blive beundret for hans nye valg; have tid til familie og kun arbejde fire dage om ugen og coache andre i at undergå samme skæbne. 

”Fucket sit liv op”? 

Well, han var tydeligvis ikke endt på den kolde bænk uden sin familie omkring ham eller i en køjeseng på Mændenes Hjem. Og med al den PR han nu fik i 21 SØNDAG primetime, bliver han sikkert bestormet af rigmænd, der vil coaches og mon så han kan holde sine rejsedage nede på 40 om året? 

Come on, DR. Lad os høre om og se 'manden på gulvet', der hvor vi fleste af os trods alt befinder os med tyndslidte nerver og tynde tal på kontoen on and off...

Skridt med Fit

LørdagsLIV ved det. Det er populært med skridttællere! Og jeg ved det også - selvom jeg ikke kender én eneste, der bruger dem. 

Måske er det i virkeligheden derfor, at jeg ikke har haft held med at sælge den her lille frækkert af en shortie ind til Revy-land?! Fordi ingen bruger dem. Det tror jeg! Kan ikke være kvaliteten.


SKRIDTTÆLLER – SHORTIE

To personer (A og B)

A kommer ind på scenen i rask gang. Tæller højt mens vedkommende kigger på sin skridttæller, der er bundet fast i et bælte om maven. ”9998. 9999. 10.000. YES”.

Man hører (B) ude fra bagtæppet: ”9993. 9994. 9995”.

B kommer ind på fra den anden side af scenen i rask gang. Stopper op. 
Peger ud på publikummer på første rækker. Tæller: 9996. 9997. 9998. 9999. vender sig om mod A. Peger på A´s skridt (på kroppen!) ”10.000. YES”.

A: ”Undskyld. Men hvad laver du?

B: ”Tæller skridt!”.

Da Da Da Da Ding.

Mørke. 

Det er genialt! Og alligevel til salg for kun en skilling skrå og et skridt. 

Replik for arbejderklassen

                                              

Hvis der var en replik fra Beverly Hills 90210, der kunne få sådan en true arbejderklassepige som mig til at spidse øren, så var det, da Ray i 90´erne præsenterede sig for Donna nogenlunde sådan her:

"My name is Ray Pruit. Pruit with only one t - that was all my mother could afford". 

Now how about that one! 

Måske var det ligefrem dén replik, der mange år senere fik Hanne Korvig with only one g(!)  til at kaste sig over kunsten at skrive manuskripter og ikke mindst, for satan, en drøm om én dag at kunne sige som Tarantino:

 I am so damn good at writing dialougues that it is almost embarrasing for me to profit from it. 

Det har forfatteren til BH 90210 måske også tænkt?! ... Og, jeg mener, se hvorn det gik med ham og hans bankkonto ... trods alt.

HAN & HUN-idealer

For nu lige at blive i HAN og HUN-sporet (fra sidste indlæg):

En Facebook-forbindelse skrev en funny-feministisk, synes jeg, kommentar til denne filmplakat:

Sådan her fungerer verden: den hvide mand stormer fremad med blikket mod horisonten. Kvinder, som er lidt mindre værd, løber ved siden af, men lidt bagved og skal skæve til ham for at se om hun gør det rigtigt (...)

Men hov, hvad er nu det?! 

Hvad skuer mit øje lige uden Frederiksberg Centret? At den hvide kvinde stormer fremad. Og manden som er lidt mindre værd (skal vi sige trængt), løber lidt bagved og må skæve til hende for at se, om han gør det rigtigt.

Now we're talkin´ ... the truth, eh?!

HAN og HUN-værter i medierne

Nu er det virkelig ikke tit, at jeg bliver stødt på mit kvindekøns vegne - altså udover, når jeg falder ned på stangen på min cykel. Men forrige lørdag blev jeg alligevel stødt, i hvert fald træt: 

der sad vi hele trekanten; far, mor og barn. I festgevandter og med romkugler, var vi spændt op til lir. 

Parate foran kassen til børnenes MGP. Let the party begin, og det gjorde den med to skønne værter, Sofie og Martin. Dem og deres kompetencer er der absolut intet i vejen med. Slet ikke Martin B´s. Hvis ikke det var for min norske godte, så ville jeg til enhver tid bære hans poser under øjnene for ham. Og han gerne bærer mine.

Men så … gik der ikke mange minutter, før værts-konceptet stod klart - i hvert fald for os på over halvanden meter: HUN-værten Sofie, skulle udfylde rollen som den pæne, strikse og seriøse pige, der ikke bare skulle være tovholder på hele arrangementet, men også holde sin uregerlige hanhund af en medvært i stram snor. HAN-værten; fræk, skør, sjov, fjollegøj og selvcentreret, der kunne spolere hele showet i stumper og stykker på et sekund, hvis ikke han blev stoppet af og dirigeret op i kurven af fornuftige Sofie.

Fik lyst til at slukke, så vores datter ikke skulle blive steriliseret af den forudsigelige, stereotype kønsrolle-værtsleg. Som selvfølgelig ikke er bevidst og tilsigtet og som formodentlig ikke er et helt ulig billede på, hvordan (de vilde) drenge og (de fornuftige) piger opfører sig i skolen? Men behøver de også køre det rolle-mønster af i et børneshow?

Mon det er ligeså ubevidst på radioens morgen-flader, hvor nøjagtig samme kønsrolle-gimmick-leg hærger mellem værtspar, også her i øvrigt, dygtige HAN og HUN-værter? Her er HAN-værterne tilsyneladende også castede til at være de "frække fyre i klassen", der slynger om sig med kække kommentarer, jokes og kiksede jingles, der balancerer på en lille! knivsæg af, hvad der er passende, så HUN-værten kan komme på banen og med let bebrejdende, irettesættende stemmeføring bringe den gode og saglige tone på banen igen.

Det gør i sandhed ingen ALVORLIG skade, det er jo bare noget, de leger! Men det er da dødssygt; at 'mor har sønnike' med i studiet - særligt nu, hvor en del kvinder faktisk anser deres voksne mænd for at være deres barn. Men den kan vi tage en anden gang ... 

Kunst I Mi Casa

Der er dage, hvor jeg har brug for opmuntring - oh, yes, me too. 

Og de dage, hvor jeg IKKE vælger et Youtube-klip med Benny Hill, griber jeg ud efter den her lille ATS-sag fra Bagsiden, som jeg har stående indrammet på mit skrivebord. 

Så læser jeg for hundredsyttende gang og synes, at det hele er noget værd alligevel ... 

Tak til Lee og Løkkepose! 

Tak til ATS! 

Scener fra to ægteskaber - 2

(Scene 1 kan findes i blog-arkivet, marts 2014)

Lidt inden min mor var smigret, og jeg var i havn:

Min mor skulle ikke møde nogen bestemt filejs til festen i Forsamlingshuset den aften, hun mødte far, der hed Anton. Eller Andon, som min mor har udtalt det lige siden. Det var bare sådan; hvor der var fest, der var min mor. Så meget, at mormor, stram i masken, truede sin tøjlesløse datter med et sæt sylespidse strikkepinde og meddelte, at "nu skulle hun sørme til at sidde med noget håndarbejde i stedet for al den renden".

Jeg skulle møde en bestemt filejs på Roskilde. En flirt af en glaspuster med viltert hår og magre kinder, der henkastet havde opfordret mig til at komme til urinstøvets land. Skulle ellers overhovedet ikke have været afsted, men trods det meget henkastede, pakkede jeg spontant en let trus og et TREO-rør og arriverede forventningsfuldt. 

Ringede til kunstneren: "Så er jeg her", og spurgte som Lecia, spørger sin Laban: "hvor skal vi sove i nat?". Han tabte fuldstændig pusten, og jeg hverken så eller hørte fra ham siden.

Med mor på bagsædet og harmonika-toner fra Kalles Trio i hjertet, gassede Andon op i højeste potens, og i den bælgmørke nat, kørte han mor hjem til de ventende og slebne strikkepinde. De skulle ikke komme til at vente så meget længere.

Stivede min selvrespekt af med en TREO og stavrede ud over markerne. Med lidt hjælp fra oven? og en nabo, landede jeg lige lukt i en lejr med ti fuldvoksne og ikke spor henkastede nordmænd. Jeg lagde mig i støvet. Tog 20 armbøjninger. Og så var de imponeret. 

Fortsættes ...

Creativity kills the cat

Kl. 08.03: "Fuck, jeg er genial!"

...

...

Kl. 08. 43: "Fuck, jeg er en fiasko!"

Lun i bilsædet, bébé

Tak til Tilde fra Redesign Cph for åbenbaringen!

Bébé Norge, bébé.  

Glæd lille kona di fra Vejle af, der hele sin opvækst ikke har kørt i andet end Opel Kadett´er med nikotingule lofter og vildfarne løse fjedre borende ind i ballen; køb hende denne flottenheimer af en snavebil - dette orgastiske ornamentur, dette ubeskrivelige frådseri af en LIVSforlænger!

Ser du det ikke?! Dig og mig, Norge. Wild at hearts. Du i wifebeater og kold gelé i håret, og jeg i leopardbikini-top og brintoverilte affarvede lokker. Med iskolde Paderbornere fra Otto Duborg mellem lårene, sejler vi ned ad H.C. Ørstedsvej til tonerne af Chris Isaac og 'What a wicked game you play' forbi Emmerys, Køle-Møller og Tage Frandsen, der spærrer øjnene op og brænder Janni Kjær på øret med krøllejernet. 

Og der, vugger vi, helt ud til kanten af Søerne, parkerer ulovligt og i tusmørket læner vi vore hoveder mod hinanden, og du, du lister en arm rundt om mig; sniger din pæne hånd ind under min top og lader den finde hvile på den ene af mine dyresnuter. Og vore læber, vore læber er lige ved at smelte sammen, da telefonen ringer, og det er Tage Frandsen med fugt på stemmen, der vil høre, om han ikke godt må låne slæden i aften til Amigo Bar, bare denne ene aften? Han giver en mini-vac perma til gengæld. 

"Bébé", siger han ... 

NB.(Er Norge ...?! Ja, det er min norske husbond)

Kommentarfeltet - NU er der gennembrud

Til de flere end tusinder henvendelser fra læsere, der ikke har knækket kommentarfeltets kode:

Klik på kommentér indlæg og vælg så i kommentér som: om du vil kommentere med navn/webadresse, etc. 

Så kører det :-) 

Banedanmark. DSB - En sag for Frost?

Banedanmark. DSB. Det-kører-bare-ikke-på-skinner. Det gjorde det heller ikke tilbage i 2005 - hvor jeg, frusse togpassager, satte mig til tasterne og fik det her op og ud: 

Debatindlæg i Dagbladet Politiken, marts 2005

Nu er det nok!

Af Hanne Korvig

Togpassager og studerende

Hvornår er det, at den her nation, for alvor, rejser sig i samlet flok og protesterer mod den monopoliserede forretning, vi kalder DSB?

Landets største ågerforretning. Som i går, igen, for jeg ved ikke hvilken gang, betalte mig og mit dyrebare liv tilbage med timers forsinkelse. Og hvem er det, vi kan klandre?

Jeg har et godt liv. Jeg er glad for mit liv. Og jeg betragter mig selv som en næstekærlig og velafbalanceret samfundsborger med et overskud, der normalt ikke sender mig op i det røde felt over bagateller, som transportforsinkelser må siges at være. Men nu er toppen sgu nået.

Hvordan kan DSB blive ved med at komme af sted med disse evindelige forsinkelser? Og sågar komme af sted med at tørre deres dårlige samvittighed af på en kop lunken kaffe og en Toms Guldkaramel? Så sidder vi passagerer dér - helt glade og afledte og gumler vores frustrerede sind ind og væk i chokolade!

Jeg vil ikke have DSBs lunkne kaffe. Jeg vil ikke have deres karameller. Jeg vil ikke have en taxabon. Jeg vil have tog til tiden, der glider på skinner, der ikke er slidte. Jeg vil have penge til en operation, så jeg kan få mine edderspændte øjenbryn, som i indignation har sat sig fast i min hårgrænse ned på plads igen. Og jeg vil vide hvis øjenbryn, vi borgere skal trække i for at få en ydelse, der svarer til det beløb, vi kaster i nakken på dem. Jeg går ikke ud fra, at det er søde Harry og Bahnsen, der jo lever i et totalt utopisk transportsamfund, hvor det hele er ligetil og til tiden? Er det Trafikministeriet? Banestyrelsen? DSB?

Det må snart være en sag for Frost eller for forbrugerombudsmanden eller hvad?

Kom nu, rejsefæller. Lad os spytte karamellen ud og protestere. Men til hvem?

...

Psst... Hvem fanden var Frost lige? Husker ham ikke ...? 

Slut med at sjuske med selvrespekten

Det er en stor gave (og kunst!) at være tro overfor sig selv - respektere og anerkende - den man er. Og nogle gange må nogen have lidt hjælp til det.

Så efter min lille kløvning på integriteten i går på Linkedin - har jeg nu, proaktivt, designet og bestilt denne måtte til min hoveddør:

Måske kan den også hjælpe dig? I gås?!

Omskåret på Linkedin

Har lige tilføjet link til denne blog på min Linkedin profil OG TOG MIG SELV I SELVSENCUR!

Foretog en regulær og (højst aktuel i øvrigt) knivskarp omskæring på min blog. Jeg skrev:

Fra Vejle Af er min personlige blog med en masse voksent og barnligt fra mit livs vej og virvar med fryd, frygt, forvirring – og nogle gange helt Fra Vejle af ..." 

Her er den uomskårede version i min Om-tekst: 

(...) en masse voksent og barnligt fra mit livs vej og virvar med fryd, frygt, forvirring og FORHUD på (sagde det jo); fire væsentlige størrelser – og nogle gange helt Fra Vejle af ...

Jeg ved ikke, hvad I mener? Men for mig er det en deroute, a personal DEROUTE! Hvor er min INTEGRITET?! Bare fordi mediet er Linkedin, the corporate site, hvor pigerne har perleøreringe i ørerne, og mænnerne slips på og jobs på plakaten, hvor man reelt kunne tjene en løn?! 

Undskyld blog, undskyld!

Op til tavlen med mig og skrive: fryd, frygt, forvirring og forhud. Fryd, frygt, forvirring og forhud. Fryd, frygt, forvirring og forhud ...

I selvrespektens navn.

Scener fra to ægteskaber - 1

Forsamlingshuset i Jelling kogte, og det samme gjorde de: min mor var seksten, min far enogtyve og høstakken udenfor et par meter høj. Og godt ni måneder senere måtte kongebrevet afsted. Min ældste bror skulle ikke komme til verden under uordentlige forhold. 

Campingområdet i Øst, Roskilde, kogte og det samme gjorde vi: jeg var fireogtredive, Norge var fyrre og mængderne af urinstøv tæt på smertegrænsen. 1 år og 3 måneder senere røg jeg den sidste smøg. Vores barn skulle blive til under ordentlige forhold. 

Min far bejlede med musklerne og en lånt NSU motorcykel. Han råbte på "overdans", da ballet var slut, så Kalles Trio kunne holde hans parringsdans i kog med et par numre til. Min mor var smigret. 

Norge bejlede med dannede ord og et trygt bagland. Da Duran Duran kastede Wild Boys ud i natten fra Orange Scene, beskyttede en stærk, norsk arm mit liv. Jeg var imponeret. Og jeg var i havn.

Fortsættes ...

Kunst I Mi Casa ...

I dag søsætter jeg serien 'Kunst I Mi Casa', hvor jeg inviterer mor og forhåbentlig også dig ind i Mi Casa eller Votre Casa. Har jo en familie. En sød lille én, og de er helt indforståede med ... 

Hva? Hvad siger du, Norge? Nej, nej, klart jeg ikke viser dine underbukser og din Viagra-beholdning! Hva...? Du bruger IKKE Viagra??? Hold da op ... slet ikke? Ikke det mindste lille drys? Okayyy. Respekt. Big thumbs up så! ... 

Nå, undskyld, så er jeg tilbage. 

Velkommen indenfor til første blik for Kunst I Mi Casa:

I Mi Casa rangerer de fleste (pels)dyr lige så højt som mennesker. Derfor skal der også være noget for dyrene at se på - i dyrehøjde selvsagt, selvset. 

Luna ser

Titel: Kurt har fået kæp i øre. Tegning af: Henriette Erbs.

Bonusinfo: Tegningen af Kurt Kæp er fra en endnu ikke (måske aldrig) færdigredigeret børnebog om livet i en Hundeby. 

Lugter Linkedin lunten?

I går postede jeg denne status-opdatering på Facebook: 

Jeg er Linkedin som Writer. I dag fik jeg dette joblink, der "kunne have min interesse":

Slagtermestre til Storkøbenhavn
Føtex, Dansk Supermarked
Københavnsområdet, Danmark

Noget at sige til hvis man bliver lidt Lunken på Linkedin?

Det er jo komisk. 

Og så er det alligevel overhovedet ikke sjovt:

at blive Linkedup med slagtere og Føtex. Når man er mig, altså. Som fik et regulært ildebefindende, et såkaldt eksistentielt angstanfald i en mørk biograf i Nordnorge i 2009, da Wrestler Ram Jam (Mickey Rourke; mit idol der holder mere end ni en halv uge!) svækket og falleret og ret så færdig, må tage sig et job i en delikatesse. Lange rullepølse over disken til gamle damer og fordums fans i et supermarked a la Føtex! (Og nej, jeg ser ikke ned på jobs i delikatesser og lignende! Jeg har arbejderklasse i hjertet). 

For fanden, det var skidt. Gjorde dybt indtryk på mig. Svedte kattepis (angstens sved lugter af kattepis hjemme hos os) ved tanken om, hvis jeg en dag måtte erkende, at jeg og det (min karriere!) jeg kæmpede for, bare ikke duede ... og jeg, halvvejs i livet, måtte op i Frederiksberg Centret og spørge om job i Føtex´ slagterafdeling, delikatessen.

Men det kunne Linkedin jo selvfølgelig ikke vide ... eller hey,  ... kunne de?  

Vinternums

SÅ blev det marts, og sæsonen for de grummeste forkølelser er redet af, og det betyder: ikke flere hvidløgsfed op i nums.

Tak til dig, Signe-Marie, for det gode, forkølelsesforebyggende fed-tip!

Hvis du derude alligevel skulle rende ind i en forkølelse og har lyst til at afprøve det effektive trick, så skal du bruge: 

En dåse smørelse (jeg anbefaler Kløver Vaseline), et fed hvidløg (evt. ridset) + et styk nums. 

Du lader fedet sidde i numsen til naturlig udgang og bemærk; ligesom samtale fremmer forståelsen, så gælder det her: gentagelser hæmmer forkølelsen.

Ps. Alle erfaringer fra nye vinternumser er mere end velkomne her på bloggen.

NB: Denne numse er en stand-in numse! Lises, Dukkelises - i privatlivets hellige navn.

Men jeg er dog født ...

Synes det her står rimelig tit i mit horoskop i efterhånden rimelig mange år: 

"(...) Det er heller ikke usandsynligt, at du vil føle dig uretfærdig behandlet. Tag det venligst som en lærdom til en stor personlig udvikling, som du får glæde af fremover." 

Jamen, jeg glæder mig da ... jeg må blive en stor og veludviklet person til sidst?! Og jeg håber, at udviklingen ikke bliver så indviklet, at den bliver afviklet, inden jeg føler mig rigtig udviklet!

Jeg kunne formodentligt få et større, mere helstøbt billede af min såkaldte udvikling, hvis jeg fik lavet mig et personligt horoskop?!

Men det må blive ved drømmen. For det kræver et fødselstidspunkt. Og min mor "kan da virkelig ikke huske, hvornår jeg er født". 

Nej, nej bevares. Med seks børn må man regne med, at der forsvinder en formalitet hist og her. 

... Men far var chauffør, så meget ved vi da.

Creativity kills the cat

Kl. 20.22: fuck, jeg er genial!

...

...

kl. 20.59: fuck, jeg er en fiasko

Hillemænd!

Min niece på 21 år ved ikke, hvem salig Benny Hill (1924-1992) er, var! 

Det er jo til at blive direkte kulturelt indigneret over, og der ligger, efter min mening, en meget vigtig orienterings- og indvielsesopgave og venter dér - både for forældre og lærere!

Alternativt: står den lille tykke, glade horebuk ikke i en eller anden europæisk kulturkanon under kategorien 'Comics beneath the belly button'? 

Kender man ikke Benny Hill, kender man formodentlig heller ikke soundtracket til The Benny Hill Show! Musikken der kan give enhver livstræt lysten til livet tilbage; fjerne al potentiel ungdomssløvsind!

Måske skulle man ligefrem spille den på Vejlefjordbroen. I forebyggende øjemed?!

Kære 90´er generationen og i øvrigt alle andre, giv jer selv en gave:

Listen, live and laugh: http://www.youtube.com/watch?v=ycvQliJEPqw

Kærlig hilsen 

Hanne 
... Hill?

Agnetha får Olfert

Jeg ville altid være hende den lyse i ABBA. Så måtte Lone være Frida. Hende der ikke var så køn. Og som havde en kæreste med fuldskæg. 

Vi kyssede meget med vores mænner, Benny og Bjørn, når vi lå der i gummistøvler på hver vores kolde træbænk i Lones legehus og omfavnede os selv. 

Det skete, at Frida rejste sig fra bænken og trampede hidsigt i trægulvet; Bjørns skæg kradsede. 

Agnetha vidste godt, hvad hun var ude på. Hun ville være lys. 

Men Lone var født mørkhåret, og jeg blond, og i øvrigt var hun et år yngre end mig, så jeg kunne ikke se, at der var mere at snakke om. Punktum.

Det blev heller ikke diskuteret, at det var Frida, der måtte trampe i pedalerne og Agnetha, der sad bagpå Fridas røde SCO cykel, når de skulle i Center Kiosken og købe Shake og Jenka til Bjørn og Benny. 

Når solen bagte, cyklede Frida som regel bare i shorts og en lille stribet bikini-top i frotté. Men ikke så længe. For når Agnetha spottede en cyklist eller en hundelufter komme i mod dem, hev Agnetha fat i Fridas bikini-strop og trak til - lige før cyklisten eller hundelufteren passerede. 

Toppen blafrede op om halsen på Frida. Hun skreg i vilden sky, cyklen slingrede, og Agnetha lo, så de væltede om i rabatten.

Agnetha lo ikke længere, når hun kom hjem, og en 'søsken' lå på lur med en Olfert, der kunne mærkes. Da skreg hun i vilden sky.

Kirkelokker skal der til

Så Aftenshowet i går, der tog den gamle, utrættelige, udødelige debat op igen: "hvad skal der til for at få folk til at troppe op i kirkerne landet over?"

Min veninde Henriette og jeg gav et godt bud - synes vi selv - i en revytekst sidste år, vi i øvrigt ikke fik afsat, fordi "emnet var udtømt". Well ... 

Læs et uddrag og blive lokket:


Kirkelokker - For Guds skyld 

Af Hanne Korvig & Henriette Erbs 

Præsten Søren (i præstekjole)tager afsked med én ældre kirkegænger, Fru Peitersen. Jesus og det nye mangfoldighedslogo hænger på væggen. Postludium spiller … falsk. Søren vinker. Postludium stilner af. Hans mobiltelefon ringer. 
Der kommer lys ovenfra, der blinker i takt med telefonens ringen. 

SØREN: Ja, hallo. 

En stor rungende stemme fylder rummet. 

GUD: SØREN. 
SØREN(ranker sig): … Gud, er det dig? 
GUD: Ja, gu´ er det mig. Vi må tale sammen. 
SØREN: Ja … Nå … 
GUD: Søren, hvor mange publikummer har vi haft i dag? 
SØREN: Publikummer? Altså mener du kirkegængere? Øh… lad mig tælle … øh, jo, Fru Peitersen var her. Det bliver én. 
GUD: Korrekt. Én.  … som kommer hver søndag (råber) SOM DEN ENESTE! 

Søren holder mobilen lidt væk fra øret. 

GUD: Nu har jeg knoklet for det her projekt i 2000 år, og hvad sker der? IKKE EN 
HYLENDE FIS!   
SØREN: Øh, altså, hvis du hentyder til messefaldet, så er det jo et generelt problem på … landsplan.  
GUD: I 2000 år, Søren! Vi snakker om et GODYLT MESSEFALD her. 
SØREN: Jo, men … nu har Folkekirken jo lige fået et nyt, flot og moderne logo. 
GUD: Logo … hvad hjælper det på mit ego? Søren, der skal andre oblater på suppen.  
SØREN: Andre oblater? 
GUD: Følg med tiden, menneske. Vi skriver 2013, og du serverer stadig klistret portvin fra ALDI, og oblater der er lige så tørre og tynde som trusse-indlæg! 
SØREN: Trusseindlæg? Hvad kender du til …?  
GUD: ARGHH, du snakker udenom. Jeg kommer ned! 

Lyd/lys effekter, bulder og brag.  
Lyden af en elevator, der stopper. DIIIING.  

Ind på scenen kommer Gud.  
Han ligner Sidney Lee, solbrændt med bandana, hullede jeans og wifebeater.  

Søren træder forskrækket et skridt tilbage. 
SØREN: Gud! Er det dig? 
GUD: Ja?! Gu er det mig. 
SØREN: Men … hvor er dit lange, hvide, flotte skæg … og din kjortel og …? 
GUD: Som jeg sagde ... 
Gud tager fat i Sørens skuldre.  
GUD: Vi lever i 2013. Følger du overhovedet ikke med?  
Gud kigger op på korset med Jesus. Han peger på ham: 
GUD: Jesus! Hvor ser han ud! Se lige, hvordan han er stylet: bagbundet, sjusket klædt og bleg!  
SØREN: Men, nu er det jo ikke mig, der har, øh, stylet … ham …  
GUD: Skulle han være et forbillede?! Hvem i 2013 vil falde på knæ for ham? 

Søren falder på knæ for Jesus.  

SØREN: Det vil jeg … og Fru Peitersen. 
GUD: Ja tak. Det var to. Han skal have en makeover, Søren.  
SØREN: En makeover?! 
GUD: En extreme endda. Vi skal have noget Björn Borg underbuks på ham og et armbåndsur, et Omega at least, og sun spray! Er du med? Hele dynen her skal have en makeover! 

Søren finder et rør med oblater frem. Han lægger nervøst en oblat på tungen. 
Gud hiver posen ud af hånden på Søren. 

GUD: Og dem her, Søren, dine oblater. Get real! Danskerne har tømmermænd om søndagen. De vil have pølser og espresso. Ud med portvinen – ind med pølsen! Fra på søndag serverer du ’tidens nye nadver’; pølser og espresso.  
SØREN: Men hvordan skal jeg … 
GUD: Grille pølserne? I døbefonten! og få ham tv-kokken Nikolai Kirk ind og stå for grillen.  

(Gud råber): NIKOLAIS PØLSER – KEND DEM PÅ KIRKEN. Yes!  

SØREN: Men Fru Peitersen … Jeg ved da ikke, hvad hun vil sige til at få en pølse i stedet for … 
GUD: Søren, nu tager du dig sammen. Vi kan ikke leve af Fru Peitersen! 

SØREN: Men hvorfor skal alting handle om at putte noget i munden? Hvad med Guds ord, dine ord? Har de slet ingen værdi? 
GUD (knipser): Dét minder mig om dine prædikener, oh Herre Jemini, du prædiker, som var du blevet pisket med palmeblade hele din barndom. 
SØREN: Pisket? 
GUD: Hvor er din passion, Søren?  
SØREN: Passion? 
GUD: Danskerne gider ikke at høre på sådan en støvbold! Vi skal have fyret op under den prædikestol.  
SØREN: Men Biblens fortællinger er jo vores fælles platform … 
GUD: Ud med biblen og ind med … (han får en lys idé) JUSSI O.!  
SØREN: Jussi Adler Olsen?! 
GUD: Ja, for fanden, da. Danskerne vil have krimi. Masser af krimi. Dét er den nye tids fortælling. 
SØREN: Men hvad med mig? 
GUD: Hvad mener du? Hvad med dig? Tænker du ikke på andre? 
SØREN: Jo. Det skulle jeg netop mene. Men hvor er jeg henne i alt det her? Skal jeg aldrig op på min prædikestol igen? 
GUD: Nej, for Søren da. For guds skyld. Fremover skal du kun holde prædikener i chatform … på Facebook! 
SØREN: På Facebook?! Dét synes jeg ikke godt om.  
GUD: Det er beklageligt. For det tror jeg til gengæld, at der vil være mange andre, der vil ’synes godt om’. 
GUD (eksalteret): Og vi skal have crosstrainers! 
SØREN: Crosstrainers?  
GUD: Ja, fitnessmaskiner! 

Gud står op på en fiktiv crosstrainer. Han crosstrainer derudaf, mens han snakker videre.  

GUD: Efter brunchen kan publikum træne, mens de hører krimi. Genialt! 

Der lyder et par klemt oppe fra ”orgelhuset”.  
Gud kigger op.  

GUD: Nå ja, det skal vi forresten også have snakket om. Ham organisten du har ansat … han spiller jo pivfalsk! 
SØREN: HVEM? Gerhard? 
GUD: Han lyder som en o-na-nist, der har fået sine klokker i klemme. 
SØREN: Onanist?! Nej, hør nu.  
GUD: Nej, nu skal du høre. 

© Korvig&Erbs 

LYKKEN VAR ...

Valentines Day - penisportræt for her and him

Det viagrale værk er fra mit kunstkoncept 'Garn&Gluten uden grænser'

Creativity kills the cat

Kl. 13.22: fuck, jeg er genial

...

...

kl. 14.17: fuck, jeg er en fiasko

Tulip

Mit job som baconpakker lige efter gymnasiet på mastodonten Tulip i Vejle var mit første seriøse job. Det var her, jeg tjente min første voksne og fuldfede løn – altså en løn der er værd at snakke om. 

Når vi stemplede ind med vores timekort i termosæt og hvid uniform, træsko og hårnet, stemplede vi også vores identitet ind i maskinen, og der blev den indtil, vi stemplede ud igen. 

Mekaniske og fuldstændig ens marcherede vi kvinder (mændene var linjevogtere!) ud til de otte baconslicere i den store, kolde hal. Stillede os til båndene. Fik besked af linjevogter om ved hvilken post, man skulle starte i dag. Ventede. Mærkede efter om ti-stykken med Rød Look var kommet med i brystlommen. Så op på det store ur. Og på slaget 14:00 satte båndene i gang med en øredøvende larm. Den første baconskanke blev lagt i sliceren og med blikket stift rettet mod baconskiverne, der rullede ned mod mig, hed jeg ikke længere Hanne, men 6064. 

”6064”, råbte linjevogteren ind i mit øre. ”Kan du arbejde over i aften? Tyskland skri´er på mere kø´”. ”Det kan du øspøse regne med”, svarede 6064 på akkord. Og så blev det noteret. Og 6064 noterede sig med tilbageholdt åndedræt lønnens størrelse på bankbogen hver den 14. i måneden. 

Det gjorde min forældre også. 

”For sadan, Hanne, så mange penge har vi aldrig tjent”, sagde de og askede deres ’hjemmerul’ i askebægeret heftigere end ellers. 

I know. Og det har jeg heller ikke … siden. Jeg var nitten år og rig på mønt. Nu er jeg 42 og rig på erfaringen. Det er sgu da stort at have oplevet et så gedigent stykke sandt, gennem-autentisk industri-samfund.

Sadaneme.