mandag den 17. marts 2014

Lun i bilsædet, bébé


Tak til Tilde fra Redesign Cph for åbenbaringen!


Bébé Norge, bébé.  

Glæd lille kona di fra Vejle af, der hele sin opvækst ikke har kørt i andet end Opel Kadett´er med nikotingule lofter og vildfarne løse fjedre borende ind i ballen; køb hende denne flottenheimer af en snavebil - dette orgastiske ornamentur, dette ubeskrivelige frådseri af en LIVSforlænger!

Ser du det ikke?! Dig og mig, Norge. Wild at hearts. Du i wifebeater og kold gelé i håret, og jeg i leopardbikini-top og brintoverilte affarvede lokker. Med iskolde Paderbornere fra Otto Duborg mellem lårene, sejler vi ned ad H.C. Ørstedsvej til tonerne af Chris Isaac og 'What a wicked game you play' forbi Emmerys, Køle-Møller og Tage Frandsen, der spærrer øjnene op og brænder Janni Kjær på øret med krøllejernet. 

Og der, vugger vi, helt ud til kanten af Søerne, parkerer ulovligt og i tusmørket læner vi vore hoveder mod hinanden, og du, du lister en arm rundt om mig; sniger din pæne hånd ind under min top og lader den finde hvile på den ene af mine dyresnuter. Og vore læber, vore læber er lige ved at smelte sammen, da telefonen ringer, og det er Tage Frandsen med fugt på stemmen, der vil høre, om han ikke godt må låne slæden i aften til Amigo Bar, bare denne ene aften? Han giver en mini-vac perma til gengæld. 

"Bébé", siger han ... 

NB.(Er Norge ...?! Ja, det er min norske husbond)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar