Hillemænd!

Min niece på 21 år ved ikke, hvem salig Benny Hill (1924-1992) er, var! 

Det er jo til at blive direkte kulturelt indigneret over, og der ligger, efter min mening, en meget vigtig orienterings- og indvielsesopgave og venter dér - både for forældre og lærere!

Alternativt: står den lille tykke, glade horebuk ikke i en eller anden europæisk kulturkanon under kategorien 'Comics beneath the belly button'? 

Kender man ikke Benny Hill, kender man formodentlig heller ikke soundtracket til The Benny Hill Show! Musikken der kan give enhver livstræt lysten til livet tilbage; fjerne al potentiel ungdomssløvsind!

Måske skulle man ligefrem spille den på Vejlefjordbroen. I forebyggende øjemed?!

Kære 90´er generationen og i øvrigt alle andre, giv jer selv en gave:

Listen, live and laugh: http://www.youtube.com/watch?v=ycvQliJEPqw

Kærlig hilsen 

Hanne 
... Hill?

Agnetha får Olfert

Jeg ville altid være hende den lyse i ABBA. Så måtte Lone være Frida. Hende der ikke var så køn. Og som havde en kæreste med fuldskæg. 

Vi kyssede meget med vores mænner, Benny og Bjørn, når vi lå der i gummistøvler på hver vores kolde træbænk i Lones legehus og omfavnede os selv. 

Det skete, at Frida rejste sig fra bænken og trampede hidsigt i trægulvet; Bjørns skæg kradsede. 

Agnetha vidste godt, hvad hun var ude på. Hun ville være lys. 

Men Lone var født mørkhåret, og jeg blond, og i øvrigt var hun et år yngre end mig, så jeg kunne ikke se, at der var mere at snakke om. Punktum.

Det blev heller ikke diskuteret, at det var Frida, der måtte trampe i pedalerne og Agnetha, der sad bagpå Fridas røde SCO cykel, når de skulle i Center Kiosken og købe Shake og Jenka til Bjørn og Benny. 

Når solen bagte, cyklede Frida som regel bare i shorts og en lille stribet bikini-top i frotté. Men ikke så længe. For når Agnetha spottede en cyklist eller en hundelufter komme i mod dem, hev Agnetha fat i Fridas bikini-strop og trak til - lige før cyklisten eller hundelufteren passerede. 

Toppen blafrede op om halsen på Frida. Hun skreg i vilden sky, cyklen slingrede, og Agnetha lo, så de væltede om i rabatten.

Agnetha lo ikke længere, når hun kom hjem, og en 'søsken' lå på lur med en Olfert, der kunne mærkes. Da skreg hun i vilden sky.

Kirkelokker skal der til

Så Aftenshowet i går, der tog den gamle, utrættelige, udødelige debat op igen: "hvad skal der til for at få folk til at troppe op i kirkerne landet over?"

Min veninde Henriette og jeg gav et godt bud - synes vi selv - i en revytekst sidste år, vi i øvrigt ikke fik afsat, fordi "emnet var udtømt". Well ... 

Læs et uddrag og blive lokket:


Kirkelokker - For Guds skyld 

Af Hanne Korvig & Henriette Erbs 

Præsten Søren (i præstekjole)tager afsked med én ældre kirkegænger, Fru Peitersen. Jesus og det nye mangfoldighedslogo hænger på væggen. Postludium spiller … falsk. Søren vinker. Postludium stilner af. Hans mobiltelefon ringer. 
Der kommer lys ovenfra, der blinker i takt med telefonens ringen. 

SØREN: Ja, hallo. 

En stor rungende stemme fylder rummet. 

GUD: SØREN. 
SØREN(ranker sig): … Gud, er det dig? 
GUD: Ja, gu´ er det mig. Vi må tale sammen. 
SØREN: Ja … Nå … 
GUD: Søren, hvor mange publikummer har vi haft i dag? 
SØREN: Publikummer? Altså mener du kirkegængere? Øh… lad mig tælle … øh, jo, Fru Peitersen var her. Det bliver én. 
GUD: Korrekt. Én.  … som kommer hver søndag (råber) SOM DEN ENESTE! 

Søren holder mobilen lidt væk fra øret. 

GUD: Nu har jeg knoklet for det her projekt i 2000 år, og hvad sker der? IKKE EN 
HYLENDE FIS!   
SØREN: Øh, altså, hvis du hentyder til messefaldet, så er det jo et generelt problem på … landsplan.  
GUD: I 2000 år, Søren! Vi snakker om et GODYLT MESSEFALD her. 
SØREN: Jo, men … nu har Folkekirken jo lige fået et nyt, flot og moderne logo. 
GUD: Logo … hvad hjælper det på mit ego? Søren, der skal andre oblater på suppen.  
SØREN: Andre oblater? 
GUD: Følg med tiden, menneske. Vi skriver 2013, og du serverer stadig klistret portvin fra ALDI, og oblater der er lige så tørre og tynde som trusse-indlæg! 
SØREN: Trusseindlæg? Hvad kender du til …?  
GUD: ARGHH, du snakker udenom. Jeg kommer ned! 

Lyd/lys effekter, bulder og brag.  
Lyden af en elevator, der stopper. DIIIING.  

Ind på scenen kommer Gud.  
Han ligner Sidney Lee, solbrændt med bandana, hullede jeans og wifebeater.  

Søren træder forskrækket et skridt tilbage. 
SØREN: Gud! Er det dig? 
GUD: Ja?! Gu er det mig. 
SØREN: Men … hvor er dit lange, hvide, flotte skæg … og din kjortel og …? 
GUD: Som jeg sagde ... 
Gud tager fat i Sørens skuldre.  
GUD: Vi lever i 2013. Følger du overhovedet ikke med?  
Gud kigger op på korset med Jesus. Han peger på ham: 
GUD: Jesus! Hvor ser han ud! Se lige, hvordan han er stylet: bagbundet, sjusket klædt og bleg!  
SØREN: Men, nu er det jo ikke mig, der har, øh, stylet … ham …  
GUD: Skulle han være et forbillede?! Hvem i 2013 vil falde på knæ for ham? 

Søren falder på knæ for Jesus.  

SØREN: Det vil jeg … og Fru Peitersen. 
GUD: Ja tak. Det var to. Han skal have en makeover, Søren.  
SØREN: En makeover?! 
GUD: En extreme endda. Vi skal have noget Björn Borg underbuks på ham og et armbåndsur, et Omega at least, og sun spray! Er du med? Hele dynen her skal have en makeover! 

Søren finder et rør med oblater frem. Han lægger nervøst en oblat på tungen. 
Gud hiver posen ud af hånden på Søren. 

GUD: Og dem her, Søren, dine oblater. Get real! Danskerne har tømmermænd om søndagen. De vil have pølser og espresso. Ud med portvinen – ind med pølsen! Fra på søndag serverer du ’tidens nye nadver’; pølser og espresso.  
SØREN: Men hvordan skal jeg … 
GUD: Grille pølserne? I døbefonten! og få ham tv-kokken Nikolai Kirk ind og stå for grillen.  

(Gud råber): NIKOLAIS PØLSER – KEND DEM PÅ KIRKEN. Yes!  

SØREN: Men Fru Peitersen … Jeg ved da ikke, hvad hun vil sige til at få en pølse i stedet for … 
GUD: Søren, nu tager du dig sammen. Vi kan ikke leve af Fru Peitersen! 

SØREN: Men hvorfor skal alting handle om at putte noget i munden? Hvad med Guds ord, dine ord? Har de slet ingen værdi? 
GUD (knipser): Dét minder mig om dine prædikener, oh Herre Jemini, du prædiker, som var du blevet pisket med palmeblade hele din barndom. 
SØREN: Pisket? 
GUD: Hvor er din passion, Søren?  
SØREN: Passion? 
GUD: Danskerne gider ikke at høre på sådan en støvbold! Vi skal have fyret op under den prædikestol.  
SØREN: Men Biblens fortællinger er jo vores fælles platform … 
GUD: Ud med biblen og ind med … (han får en lys idé) JUSSI O.!  
SØREN: Jussi Adler Olsen?! 
GUD: Ja, for fanden, da. Danskerne vil have krimi. Masser af krimi. Dét er den nye tids fortælling. 
SØREN: Men hvad med mig? 
GUD: Hvad mener du? Hvad med dig? Tænker du ikke på andre? 
SØREN: Jo. Det skulle jeg netop mene. Men hvor er jeg henne i alt det her? Skal jeg aldrig op på min prædikestol igen? 
GUD: Nej, for Søren da. For guds skyld. Fremover skal du kun holde prædikener i chatform … på Facebook! 
SØREN: På Facebook?! Dét synes jeg ikke godt om.  
GUD: Det er beklageligt. For det tror jeg til gengæld, at der vil være mange andre, der vil ’synes godt om’. 
GUD (eksalteret): Og vi skal have crosstrainers! 
SØREN: Crosstrainers?  
GUD: Ja, fitnessmaskiner! 

Gud står op på en fiktiv crosstrainer. Han crosstrainer derudaf, mens han snakker videre.  

GUD: Efter brunchen kan publikum træne, mens de hører krimi. Genialt! 

Der lyder et par klemt oppe fra ”orgelhuset”.  
Gud kigger op.  

GUD: Nå ja, det skal vi forresten også have snakket om. Ham organisten du har ansat … han spiller jo pivfalsk! 
SØREN: HVEM? Gerhard? 
GUD: Han lyder som en o-na-nist, der har fået sine klokker i klemme. 
SØREN: Onanist?! Nej, hør nu.  
GUD: Nej, nu skal du høre. 

© Korvig&Erbs 

LYKKEN VAR ...

Valentines Day - penisportræt for her and him

Det viagrale værk er fra mit kunstkoncept 'Garn&Gluten uden grænser'

Creativity kills the cat

Kl. 13.22: fuck, jeg er genial

...

...

kl. 14.17: fuck, jeg er en fiasko

Tulip

Mit job som baconpakker lige efter gymnasiet på mastodonten Tulip i Vejle var mit første seriøse job. Det var her, jeg tjente min første voksne og fuldfede løn – altså en løn der er værd at snakke om. 

Når vi stemplede ind med vores timekort i termosæt og hvid uniform, træsko og hårnet, stemplede vi også vores identitet ind i maskinen, og der blev den indtil, vi stemplede ud igen. 

Mekaniske og fuldstændig ens marcherede vi kvinder (mændene var linjevogtere!) ud til de otte baconslicere i den store, kolde hal. Stillede os til båndene. Fik besked af linjevogter om ved hvilken post, man skulle starte i dag. Ventede. Mærkede efter om ti-stykken med Rød Look var kommet med i brystlommen. Så op på det store ur. Og på slaget 14:00 satte båndene i gang med en øredøvende larm. Den første baconskanke blev lagt i sliceren og med blikket stift rettet mod baconskiverne, der rullede ned mod mig, hed jeg ikke længere Hanne, men 6064. 

”6064”, råbte linjevogteren ind i mit øre. ”Kan du arbejde over i aften? Tyskland skri´er på mere kø´”. ”Det kan du øspøse regne med”, svarede 6064 på akkord. Og så blev det noteret. Og 6064 noterede sig med tilbageholdt åndedræt lønnens størrelse på bankbogen hver den 14. i måneden. 

Det gjorde min forældre også. 

”For sadan, Hanne, så mange penge har vi aldrig tjent”, sagde de og askede deres ’hjemmerul’ i askebægeret heftigere end ellers. 

I know. Og det har jeg heller ikke … siden. Jeg var nitten år og rig på mønt. Nu er jeg 42 og rig på erfaringen. Det er sgu da stort at have oplevet et så gedigent stykke sandt, gennem-autentisk industri-samfund.

Sadaneme.

Tumult

Første gang jeg skrev om min opvækst i en stor børneflok var i 2002, da Kristeligt Dagblad annoncerede en kronik-konkurrence med titlen 'Mit livs vej'. Dagbladet skrev: 

Alle veje fører til Rom, plejer man at sige, selv om vi alle ved, at det sjældent er tilfældet. Men ikke desto mindre betyder veje meget for os alle, både i bogstavelig og overført forstand. De fleste af os bor eller voksede op på en vej, der har været med til at præge os. Eller vi er på et eller andet tidspunkt slået ind på en vej, som siden hen har været med til at forme vores identitet.

Jeg deltog med kroniken 'Tumult på Niels Ebbesensvej'. 







Indledningen lød sådan her:

Hver gang jeg besøger min mor og far, som stadig bor i den by, hvor jeg er vokset op, får jeg flashbacks til min barndom. Tankerne tuner sig altid ind på 1970´erne og 1980´erne, til et lille gult parcelhus på Niels Ebbesensvej. Fra jeg var fem år, til jeg var 12 år, boede mine fire store søskende, min mor, far og jeg på 120 kvadratmeter. Det var en trang tid - pladsmæssigt - og privat.

Man kan læse hele kroniken her:

http://w se atww.kristeligt-dagblad.dk/artikel/177726:Debat--Tumult-paa-Niels-Ebbesensvej

NB. En lidt nuttet version af min opvækst; bevidst om modtager og målgruppe ... ville jo gerne vinde det der gavekort på 10.000 kr.

Hvem der vandt konkurrencen? Det gjorde en præst da :-) 

Bullshit blogger?

Indrømmet. Det er med blandede følelser og med semi-splittet sind, at jeg kaster mig ud som blogger (fra Vejlefjordbroen) og ud i et socialt medieret vand fyldt med samtids-selvsnakkere og selfies ... blot for at publicere en masse ligegyldigt bullshit?

For det siger, livsstilsekspert Christina Feldthaus i Poli (artikel om privatliv 24/1-14), at det meste er. "Ligegyldigt bullshit" der formodentlig burde forblive privat, men som bliver offentligt. 

Og af frygt for at blive en bullshit blogger har jeg virkelig gjort et forsøg på at klemme min introverte side ind foran min ekstroverte (narcissistiske) og modstå trangen til at blogge, til at joine den "selviscenesættende glansbilledoverenskomst", hvor grimheder som rødvinsforfald, partneruduelighed og andre eksistentielle kriser IKKE bliver flashet ... måske kan jeg rent faktisk ændre på det? Ingen billeder af glans(!) fra min privatsfære og hjemlige matrikel. 

Tænker at nu hvor beslutningen er taget, nu hvor behovet var for stort, nu hvor bugen er blottet, så kan jeg kun håbe på at blive en rimeligvis begavet blogger fremfor en bullshittet og bedugget.

Blog u never know ...?