fredag den 7. februar 2014

Tulip






Mit job som baconpakker lige efter gymnasiet på mastodonten Tulip i Vejle var mit første seriøse job. Det var her, jeg tjente min første voksne og fuldfede løn – altså en løn der er værd at snakke om. 

Når vi stemplede ind med vores timekort i termosæt og hvid uniform, træsko og hårnet, stemplede vi også vores identitet ind i maskinen, og der blev den indtil, vi stemplede ud igen. 

Mekaniske og fuldstændig ens marcherede vi kvinder (mændene var linjevogtere!) ud til de otte baconslicere i den store, kolde hal. Stillede os til båndene. Fik besked af linjevogter om ved hvilken post, man skulle starte i dag. Ventede. Mærkede efter om ti-stykken med Rød Look var kommet med i brystlommen. Så op på det store ur. Og på slaget 14:00 satte båndene i gang med en øredøvende larm. Den første baconskanke blev lagt i sliceren og med blikket stift rettet mod baconskiverne, der rullede ned mod mig, hed jeg ikke længere Hanne, men 6064. 

”6064”, råbte linjevogteren ind i mit øre. ”Kan du arbejde over i aften? Tyskland skri´er på mere kø´”. ”Det kan du øspøse regne med”, svarede 6064 på akkord. Og så blev det noteret. Og 6064 noterede sig med tilbageholdt åndedræt lønnens størrelse på bankbogen hver den 14. i måneden. 

Det gjorde min forældre også. 

”For sadan, Hanne, så mange penge har vi aldrig tjent”, sagde de og askede deres ’hjemmerul’ i askebægeret heftigere end ellers. 

I know. Og det har jeg heller ikke … siden. Jeg var nitten år og rig på mønt. Nu er jeg 42 og rig på erfaringen. Det er sgu da stort at have oplevet et så gedigent stykke sandt, gennem-autentisk industri-samfund.

Sadaneme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar