torsdag den 6. marts 2014

Lugter Linkedin lunten?





I går postede jeg denne status-opdatering på Facebook: 

Jeg er Linkedin som Writer. I dag fik jeg dette joblink, der "kunne have min interesse":

Slagtermestre til Storkøbenhavn
Føtex, Dansk Supermarked
Københavnsområdet, Danmark

Noget at sige til hvis man bliver lidt Lunken på Linkedin?

Det er jo komisk. 

Og så er det alligevel overhovedet ikke sjovt:

at blive Linkedup med slagtere og Føtex. Når man er mig, altså. Som fik et regulært ildebefindende, et såkaldt eksistentielt angstanfald i en mørk biograf i Nordnorge i 2009, da Wrestler Ram Jam (Mickey Rourke; mit idol der holder mere end ni en halv uge!) svækket og falleret og ret så færdig, må tage sig et job i en delikatesse. Lange rullepølse over disken til gamle damer og fordums fans i et supermarked a la Føtex! (Og nej, jeg ser ikke ned på jobs i delikatesser og lignende! Jeg har arbejderklasse i hjertet). 

For fanden, det var skidt. Gjorde dybt indtryk på mig. Svedte kattepis (angstens sved lugter af kattepis hjemme hos os) ved tanken om, hvis jeg en dag måtte erkende, at jeg og det (min karriere!) jeg kæmpede for, bare ikke duede ... og jeg, halvvejs i livet, måtte op i Frederiksberg Centret og spørge om job i Føtex´ slagterafdeling, delikatessen.

Men det kunne Linkedin jo selvfølgelig ikke vide ... eller hey,  ... kunne de?  


Ingen kommentarer:

Send en kommentar