Give me some 'fuck up', jeg kan bruge til noget ...

I 21 SØNDAG i går aftes: 

Kim Bildsøe annoncerer et indslag om stress, et indslag om en mand der efter eget udsagn ”har fucket sit liv op”. Min interesse er vakt ... Vigtigt. Vedkommende. Hvem kan ikke komme til at fucke sit liv op? Kom med det. Del det med os. Lad os spejle os og lære af hinandens fuck ups. 

Og så kom indslaget; med stressramte, corporate mangemillionær, der altså ”har fucket sit liv op” med alt for meget arbejde, alt for mange årlige rejsedage og nu; efter tre dage på et kloster og en pacemaker, finder roen på en badebro (sin egen private?). Et tidligere mål og jagt på anerkendelse synes nu at være blevet afløst af et nyt mål: jagten på at blive beundret for hans nye valg; have tid til familie og kun arbejde fire dage om ugen og coache andre i at undergå samme skæbne. 

”Fucket sit liv op”? 

Well, han var tydeligvis ikke endt på den kolde bænk uden sin familie omkring ham eller i en køjeseng på Mændenes Hjem. Og med al den PR han nu fik i 21 SØNDAG primetime, bliver han sikkert bestormet af rigmænd, der vil coaches og mon så han kan holde sine rejsedage nede på 40 om året? 

Come on, DR. Lad os høre om og se 'manden på gulvet', der hvor vi fleste af os trods alt befinder os med tyndslidte nerver og tynde tal på kontoen on and off...

Skridt med Fit

LørdagsLIV ved det. Det er populært med skridttællere! Og jeg ved det også - selvom jeg ikke kender én eneste, der bruger dem. 

Måske er det i virkeligheden derfor, at jeg ikke har haft held med at sælge den her lille frækkert af en shortie ind til Revy-land?! Fordi ingen bruger dem. Det tror jeg! Kan ikke være kvaliteten.


SKRIDTTÆLLER – SHORTIE

To personer (A og B)

A kommer ind på scenen i rask gang. Tæller højt mens vedkommende kigger på sin skridttæller, der er bundet fast i et bælte om maven. ”9998. 9999. 10.000. YES”.

Man hører (B) ude fra bagtæppet: ”9993. 9994. 9995”.

B kommer ind på fra den anden side af scenen i rask gang. Stopper op. 
Peger ud på publikummer på første rækker. Tæller: 9996. 9997. 9998. 9999. vender sig om mod A. Peger på A´s skridt (på kroppen!) ”10.000. YES”.

A: ”Undskyld. Men hvad laver du?

B: ”Tæller skridt!”.

Da Da Da Da Ding.

Mørke. 

Det er genialt! Og alligevel til salg for kun en skilling skrå og et skridt. 

Replik for arbejderklassen

                                              

Hvis der var en replik fra Beverly Hills 90210, der kunne få sådan en true arbejderklassepige som mig til at spidse øren, så var det, da Ray i 90´erne præsenterede sig for Donna nogenlunde sådan her:

"My name is Ray Pruit. Pruit with only one t - that was all my mother could afford". 

Now how about that one! 

Måske var det ligefrem dén replik, der mange år senere fik Hanne Korvig with only one g(!)  til at kaste sig over kunsten at skrive manuskripter og ikke mindst, for satan, en drøm om én dag at kunne sige som Tarantino:

 I am so damn good at writing dialougues that it is almost embarrasing for me to profit from it. 

Det har forfatteren til BH 90210 måske også tænkt?! ... Og, jeg mener, se hvorn det gik med ham og hans bankkonto ... trods alt.

HAN & HUN-idealer

For nu lige at blive i HAN og HUN-sporet (fra sidste indlæg):

En Facebook-forbindelse skrev en funny-feministisk, synes jeg, kommentar til denne filmplakat:

Sådan her fungerer verden: den hvide mand stormer fremad med blikket mod horisonten. Kvinder, som er lidt mindre værd, løber ved siden af, men lidt bagved og skal skæve til ham for at se om hun gør det rigtigt (...)

Men hov, hvad er nu det?! 

Hvad skuer mit øje lige uden Frederiksberg Centret? At den hvide kvinde stormer fremad. Og manden som er lidt mindre værd (skal vi sige trængt), løber lidt bagved og må skæve til hende for at se, om han gør det rigtigt.

Now we're talkin´ ... the truth, eh?!

HAN og HUN-værter i medierne

Nu er det virkelig ikke tit, at jeg bliver stødt på mit kvindekøns vegne - altså udover, når jeg falder ned på stangen på min cykel. Men forrige lørdag blev jeg alligevel stødt, i hvert fald træt: 

der sad vi hele trekanten; far, mor og barn. I festgevandter og med romkugler, var vi spændt op til lir. 

Parate foran kassen til børnenes MGP. Let the party begin, og det gjorde den med to skønne værter, Sofie og Martin. Dem og deres kompetencer er der absolut intet i vejen med. Slet ikke Martin B´s. Hvis ikke det var for min norske godte, så ville jeg til enhver tid bære hans poser under øjnene for ham. Og han gerne bærer mine.

Men så … gik der ikke mange minutter, før værts-konceptet stod klart - i hvert fald for os på over halvanden meter: HUN-værten Sofie, skulle udfylde rollen som den pæne, strikse og seriøse pige, der ikke bare skulle være tovholder på hele arrangementet, men også holde sin uregerlige hanhund af en medvært i stram snor. HAN-værten; fræk, skør, sjov, fjollegøj og selvcentreret, der kunne spolere hele showet i stumper og stykker på et sekund, hvis ikke han blev stoppet af og dirigeret op i kurven af fornuftige Sofie.

Fik lyst til at slukke, så vores datter ikke skulle blive steriliseret af den forudsigelige, stereotype kønsrolle-værtsleg. Som selvfølgelig ikke er bevidst og tilsigtet og som formodentlig ikke er et helt ulig billede på, hvordan (de vilde) drenge og (de fornuftige) piger opfører sig i skolen? Men behøver de også køre det rolle-mønster af i et børneshow?

Mon det er ligeså ubevidst på radioens morgen-flader, hvor nøjagtig samme kønsrolle-gimmick-leg hærger mellem værtspar, også her i øvrigt, dygtige HAN og HUN-værter? Her er HAN-værterne tilsyneladende også castede til at være de "frække fyre i klassen", der slynger om sig med kække kommentarer, jokes og kiksede jingles, der balancerer på en lille! knivsæg af, hvad der er passende, så HUN-værten kan komme på banen og med let bebrejdende, irettesættende stemmeføring bringe den gode og saglige tone på banen igen.

Det gør i sandhed ingen ALVORLIG skade, det er jo bare noget, de leger! Men det er da dødssygt; at 'mor har sønnike' med i studiet - særligt nu, hvor en del kvinder faktisk anser deres voksne mænd for at være deres barn. Men den kan vi tage en anden gang ... 

Kunst I Mi Casa

Der er dage, hvor jeg har brug for opmuntring - oh, yes, me too. 

Og de dage, hvor jeg IKKE vælger et Youtube-klip med Benny Hill, griber jeg ud efter den her lille ATS-sag fra Bagsiden, som jeg har stående indrammet på mit skrivebord. 

Så læser jeg for hundredsyttende gang og synes, at det hele er noget værd alligevel ... 

Tak til Lee og Løkkepose! 

Tak til ATS! 

Scener fra to ægteskaber - 2

(Scene 1 kan findes i blog-arkivet, marts 2014)

Lidt inden min mor var smigret, og jeg var i havn:

Min mor skulle ikke møde nogen bestemt filejs til festen i Forsamlingshuset den aften, hun mødte far, der hed Anton. Eller Andon, som min mor har udtalt det lige siden. Det var bare sådan; hvor der var fest, der var min mor. Så meget, at mormor, stram i masken, truede sin tøjlesløse datter med et sæt sylespidse strikkepinde og meddelte, at "nu skulle hun sørme til at sidde med noget håndarbejde i stedet for al den renden".

Jeg skulle møde en bestemt filejs på Roskilde. En flirt af en glaspuster med viltert hår og magre kinder, der henkastet havde opfordret mig til at komme til urinstøvets land. Skulle ellers overhovedet ikke have været afsted, men trods det meget henkastede, pakkede jeg spontant en let trus og et TREO-rør og arriverede forventningsfuldt. 

Ringede til kunstneren: "Så er jeg her", og spurgte som Lecia, spørger sin Laban: "hvor skal vi sove i nat?". Han tabte fuldstændig pusten, og jeg hverken så eller hørte fra ham siden.

Med mor på bagsædet og harmonika-toner fra Kalles Trio i hjertet, gassede Andon op i højeste potens, og i den bælgmørke nat, kørte han mor hjem til de ventende og slebne strikkepinde. De skulle ikke komme til at vente så meget længere.

Stivede min selvrespekt af med en TREO og stavrede ud over markerne. Med lidt hjælp fra oven? og en nabo, landede jeg lige lukt i en lejr med ti fuldvoksne og ikke spor henkastede nordmænd. Jeg lagde mig i støvet. Tog 20 armbøjninger. Og så var de imponeret. 

Fortsættes ...