HAN & HUN-idealer

For nu lige at blive i HAN og HUN-sporet (fra sidste indlæg):

En Facebook-forbindelse skrev en funny-feministisk, synes jeg, kommentar til denne filmplakat:

Sådan her fungerer verden: den hvide mand stormer fremad med blikket mod horisonten. Kvinder, som er lidt mindre værd, løber ved siden af, men lidt bagved og skal skæve til ham for at se om hun gør det rigtigt (...)

Men hov, hvad er nu det?! 

Hvad skuer mit øje lige uden Frederiksberg Centret? At den hvide kvinde stormer fremad. Og manden som er lidt mindre værd (skal vi sige trængt), løber lidt bagved og må skæve til hende for at se, om han gør det rigtigt.

Now we're talkin´ ... the truth, eh?!

HAN og HUN-værter i medierne

Nu er det virkelig ikke tit, at jeg bliver stødt på mit kvindekøns vegne - altså udover, når jeg falder ned på stangen på min cykel. Men forrige lørdag blev jeg alligevel stødt, i hvert fald træt: 

der sad vi hele trekanten; far, mor og barn. I festgevandter og med romkugler, var vi spændt op til lir. 

Parate foran kassen til børnenes MGP. Let the party begin, og det gjorde den med to skønne værter, Sofie og Martin. Dem og deres kompetencer er der absolut intet i vejen med. Slet ikke Martin B´s. Hvis ikke det var for min norske godte, så ville jeg til enhver tid bære hans poser under øjnene for ham. Og han gerne bærer mine.

Men så … gik der ikke mange minutter, før værts-konceptet stod klart - i hvert fald for os på over halvanden meter: HUN-værten Sofie, skulle udfylde rollen som den pæne, strikse og seriøse pige, der ikke bare skulle være tovholder på hele arrangementet, men også holde sin uregerlige hanhund af en medvært i stram snor. HAN-værten; fræk, skør, sjov, fjollegøj og selvcentreret, der kunne spolere hele showet i stumper og stykker på et sekund, hvis ikke han blev stoppet af og dirigeret op i kurven af fornuftige Sofie.

Fik lyst til at slukke, så vores datter ikke skulle blive steriliseret af den forudsigelige, stereotype kønsrolle-værtsleg. Som selvfølgelig ikke er bevidst og tilsigtet og som formodentlig ikke er et helt ulig billede på, hvordan (de vilde) drenge og (de fornuftige) piger opfører sig i skolen? Men behøver de også køre det rolle-mønster af i et børneshow?

Mon det er ligeså ubevidst på radioens morgen-flader, hvor nøjagtig samme kønsrolle-gimmick-leg hærger mellem værtspar, også her i øvrigt, dygtige HAN og HUN-værter? Her er HAN-værterne tilsyneladende også castede til at være de "frække fyre i klassen", der slynger om sig med kække kommentarer, jokes og kiksede jingles, der balancerer på en lille! knivsæg af, hvad der er passende, så HUN-værten kan komme på banen og med let bebrejdende, irettesættende stemmeføring bringe den gode og saglige tone på banen igen.

Det gør i sandhed ingen ALVORLIG skade, det er jo bare noget, de leger! Men det er da dødssygt; at 'mor har sønnike' med i studiet - særligt nu, hvor en del kvinder faktisk anser deres voksne mænd for at være deres barn. Men den kan vi tage en anden gang ... 

Kunst I Mi Casa

Der er dage, hvor jeg har brug for opmuntring - oh, yes, me too. 

Og de dage, hvor jeg IKKE vælger et Youtube-klip med Benny Hill, griber jeg ud efter den her lille ATS-sag fra Bagsiden, som jeg har stående indrammet på mit skrivebord. 

Så læser jeg for hundredsyttende gang og synes, at det hele er noget værd alligevel ... 

Tak til Lee og Løkkepose! 

Tak til ATS! 

Scener fra to ægteskaber - 2

(Scene 1 kan findes i blog-arkivet, marts 2014)

Lidt inden min mor var smigret, og jeg var i havn:

Min mor skulle ikke møde nogen bestemt filejs til festen i Forsamlingshuset den aften, hun mødte far, der hed Anton. Eller Andon, som min mor har udtalt det lige siden. Det var bare sådan; hvor der var fest, der var min mor. Så meget, at mormor, stram i masken, truede sin tøjlesløse datter med et sæt sylespidse strikkepinde og meddelte, at "nu skulle hun sørme til at sidde med noget håndarbejde i stedet for al den renden".

Jeg skulle møde en bestemt filejs på Roskilde. En flirt af en glaspuster med viltert hår og magre kinder, der henkastet havde opfordret mig til at komme til urinstøvets land. Skulle ellers overhovedet ikke have været afsted, men trods det meget henkastede, pakkede jeg spontant en let trus og et TREO-rør og arriverede forventningsfuldt. 

Ringede til kunstneren: "Så er jeg her", og spurgte som Lecia, spørger sin Laban: "hvor skal vi sove i nat?". Han tabte fuldstændig pusten, og jeg hverken så eller hørte fra ham siden.

Med mor på bagsædet og harmonika-toner fra Kalles Trio i hjertet, gassede Andon op i højeste potens, og i den bælgmørke nat, kørte han mor hjem til de ventende og slebne strikkepinde. De skulle ikke komme til at vente så meget længere.

Stivede min selvrespekt af med en TREO og stavrede ud over markerne. Med lidt hjælp fra oven? og en nabo, landede jeg lige lukt i en lejr med ti fuldvoksne og ikke spor henkastede nordmænd. Jeg lagde mig i støvet. Tog 20 armbøjninger. Og så var de imponeret. 

Fortsættes ...

Creativity kills the cat

Kl. 08.03: "Fuck, jeg er genial!"

...

...

Kl. 08. 43: "Fuck, jeg er en fiasko!"

Lun i bilsædet, bébé

Tak til Tilde fra Redesign Cph for åbenbaringen!

Bébé Norge, bébé.  

Glæd lille kona di fra Vejle af, der hele sin opvækst ikke har kørt i andet end Opel Kadett´er med nikotingule lofter og vildfarne løse fjedre borende ind i ballen; køb hende denne flottenheimer af en snavebil - dette orgastiske ornamentur, dette ubeskrivelige frådseri af en LIVSforlænger!

Ser du det ikke?! Dig og mig, Norge. Wild at hearts. Du i wifebeater og kold gelé i håret, og jeg i leopardbikini-top og brintoverilte affarvede lokker. Med iskolde Paderbornere fra Otto Duborg mellem lårene, sejler vi ned ad H.C. Ørstedsvej til tonerne af Chris Isaac og 'What a wicked game you play' forbi Emmerys, Køle-Møller og Tage Frandsen, der spærrer øjnene op og brænder Janni Kjær på øret med krøllejernet. 

Og der, vugger vi, helt ud til kanten af Søerne, parkerer ulovligt og i tusmørket læner vi vore hoveder mod hinanden, og du, du lister en arm rundt om mig; sniger din pæne hånd ind under min top og lader den finde hvile på den ene af mine dyresnuter. Og vore læber, vore læber er lige ved at smelte sammen, da telefonen ringer, og det er Tage Frandsen med fugt på stemmen, der vil høre, om han ikke godt må låne slæden i aften til Amigo Bar, bare denne ene aften? Han giver en mini-vac perma til gengæld. 

"Bébé", siger han ... 

NB.(Er Norge ...?! Ja, det er min norske husbond)

Kommentarfeltet - NU er der gennembrud

Til de flere end tusinder henvendelser fra læsere, der ikke har knækket kommentarfeltets kode:

Klik på kommentér indlæg og vælg så i kommentér som: om du vil kommentere med navn/webadresse, etc. 

Så kører det :-)